Nyt og Arrangementer 2017

Foto: Benth Micho Lange

Nyt og arrangementer i Naturparken 2017

Send os oplysninger du vil have med i Observationer på:

data@naturpark-tystrup-bavelse.dk

 

Her kan du følge med i hvad der sker i naturparken og om Støtteforeningens kommende arrangementer i 2017.

 

Du kan også følge med i nyheder og lignende hændelser på vores Facebookgruppe:

Januar 2017:

 

Nedre Suså

Næstved Kommune arbejder videre med projektet om ændring/omlægning af Nedre Suså. Der har været mange møder mellem lodsejere, biologer og Gefion om projektet.

Der er ingen større opbakning til projektet udover hos Teknisk Forvaltning og NK-forsyning.

Nu er det blevet til naturgenopretningsprojekt, som skal gendanne Nedre Suså. Hvordan så Susåen mon ud før de første opstemninger/vandmøller blev etableret omkring år 1270?

ved Maglemølle i Næstved, ved Nåby, ved Strids Mølle (2) og ved Kongsgården i Mellemste Suså?

 

Projektet er nu blevet et naturprojekt for at redde den Tykskallet Malermusling, som i.flg. biologer i Næstved Kommune kun findes med måske 20 eksemplarer i Torpe Kanal og i Mellemste Suså ved Vrangstrup (1) (citat fra Søren Madsen, Teknik og Miljø/Natur og Miljø, Næstved kommune på borgermøde i Herlufmagle-hallen i november 2016).

 

Tykskallet Malermusling findes to steder i Danmark – Odense å og Susåen/Torpe kanal.

 

Der har været mange indlæg og forslag til Næstved Kommune fra lodsejere, ålaug og fra den såkaldte Miljøgruppe for Susåen. Se bl.a. filmen herunder:

 

Januar 2017

 

Januar 2017, som egentlig skulle være en vintermåned, har stort set været uden sne og is og med en gennemsnitstemperatur på 1,9 grad Celcius.

Dette har blandt andet bevirket, at kun et mindre antal af overvintrende gæs (Sædgæs og Canadagæs) og Sangsvaner har overvintret i naturparken. Mange af dem har simpelthen ikke haft brug for at trække så langt sydpå som til Danmark.

Tamosen har haft fast besøg af Sølvhejre hele måneden, og de sidste 2 uger af januar af hele tre Sølvhejre.

Nu har naturparken haft en til tre Sølvhejre i alle måneder i 2016 og her frem vinteren 2017. Flere venter spændt på, hvad de har tænkt sig, når foråret kommer. Se Klaus Brages billeder af Sølvhejrerne i januar 2017 herunder.

(Benth Micho Lange)

 

Musvåger spiser regnorme!

 

En af de sidste dage i januar modtog vi en SMS fra T.Reegaard om 22 Musvåger - eller kunne det være glenter? - på en vintersædsmark lige syd for Holløse mølle. Det var Musvåger, som sad spredt på hele vintersædsmarken. De sad og lurede på regnorme, som udgør en stor del af deres føde, når tøvejr sætter ind.

Hvordan de finder dem ved jeg ikke, måske kan de høre dem – at se dem er i hvert fald ikke så nemt, hvis de ikke ligefrem kravler rundt ovenpå jorden.

(Benth Micho Lange)

 

 

 

Røde glenter på kollektiv overnatningsplads

 

Siden ca. 20. oktober 2016 har man overraskende kunne se Rød glente på kollektiv overnatningsplads lige nord for Holløse mølle eller forskellige steder mellem Holløse mølle og Nåby. Eventuelt i udkanten af Tvedevænge-skov eller Tystemose skov ved Holløse by.

Der har været 12-25 Røde glenter gennem perioden 20.oktober frem til 25.januar, hvorefter deres eventuelle overnatningsplads ikke har kunne findes. Måske har de opgivet området og flyttet til Naturpark Åmose, hvor antallet på nogenlunde samme tidspunkt steg fra 20-25 fugle til over 40 fugle.

Har du kendskab til en overnatningsplads i området syd for Tystrup-Bavelse søerne fra ca. 20.januar og frem, vil vi gerne høre om det.

Herunder en lille foto-serie fra deres overnatningsplads omkring Holløse mølle langs Nedre Suså.

(Benth Micho Lange)

 

I december 2016………..Høgeugle.

 

I december 2016 havde naturpark-området en sjælden gæst – nemlig Høgeugle. Den sås af Erik Clemment Mikkelsen, Sorø i Bromme skov og senere blev der set en i Dyrehaven ved Tystrup sø. Hvorvidt om de er forsvundet vides ikke, da eksemplaret i Dyrehaven opholdt sig i den indhegnede del af Dyrehaven og kun kunne lejlighedsvis ses fra offentlig vej i teleskop.

Der har været 3 Høgeugler fast i Danmark denne vinter – Grib skov, Kongelunden på Amager og Haslev Orned. Derudover er den set enkelte dage ved Rørvig og senest nær Kalundborg. Altså næppe mere end 5-6 individer – altså alle på Sjælland. Den kommer fra den nordlige del af Skandinavien og Rusland, og det er ikke hver vinter den ses i Danmark

(Benth Micho Lange)

 

Foto: Benth Micho Lange

Februar 2017:

 

1.februar 2017:

Som nævnt i januar har der været langt færre gæs end normalt. Der blev i dag set 10 Canadagæs, 1 Grågås og 5 hybrider af Grågås x Canadagås nær Næsby. Krydsninger (hybrider) mellem Grågås og Canadagås er ikke usædvanlige, men 5 sammen tyder på at den lille flok gæs var to familier med unger, hvor den ene familie var en Grågås og Canadagås med 5 ”hybrid-unger”.

Du kan kende hybriderne ved at Canadagåsen hvide trekantede hagetegning ikke er hvid men beige-farvet, næbbet er blegrødt efter Grågåsen (ikke sort) og benene er også lyse/rødlige (ikke sorte).

Desværre ingen foto af hybriderne endnu.

(Benth Micho Lange)

 

1.februar 2017

Foråret på vej? En usædvanlig tidlig iagttagelse af Svaleklire ved mindre vandområde på en vintersædsmark ikke langt fra Holløse mølle. Normalt ses Svaleklire først som trækfugl i slutningen af marts! Den kom næsten før Viben. Den sås også i dag ved Hammeren (lavvandet sø ved Bavelse gods).

(Benth Micho Lange)

 

Se billeder herunder

 

Foto: Benth Micho Lange

7.februar 2017

Nær Lynge-Eskildstrup i snevejr, sås 3 Havørne, 2 Røde glenter og 15-20 Ravne over en mark. Alle Havørne var enten 2K eller 3K-fugle. En 2K-fugl, er en fugl i sit andet leveår – altså født i 2016.

Iagttagelserne og foto af Klaus Brage.

Se mere på Facebook-gruppen: Støtteforeningen for Tystrup-Bavelse Naturpark

 

Apropos forår……..

Der er nu kun tre måneder til at en naturparkens sjældne pattedyr ”vågner” – nemlig Hasselmusen (den lille Syvsover!!). Oplev Kim Simonsen videofilm om Hasselmusen i sydvestlige del af Sorø kommune. Håber Kim får mere film i ”kassen” af denne lille charmerende Hasselmus i løbet af sommeren.

Februar 2017

 

ARRANGEMENT AF STØTTEFORENINGEN

 

  • På tur med Støtteforeningen for Tystrup-Bavelse Naturpark

Kanotur på Nedre Suså

Lørdag den 27.maj 2017

Mødetid: 11.30 Gunderslevholm Gods – Sejler ca. 12 til 16

 

Klik her for at læse om tilmelding og hele turbeskrivelsen.

 

 

GENERALFORSAMLING I STØTTEFORENINGEN 14.MARTS 2017

Dagsorden følger

 

Tidligere år…………

 

Her kan du se hvad der skete i årene 2014 til 2016. Afholdte ture, arrangementer og særlige iagttagelser i naturpark-området.

2016

2015

2014